Jeg tænkte på øhm…

Når jeg skal fortælle noget, som jeg har tænkt over, og som jeg ikke er helt sikker på, hvad den jeg taler med vil synes om, så starter jeg tit sætningen med “Jeg tænkte på øhm…” Og så fx et lidt lamt forslag om noget man kunne gøre eller en stenet tanke jeg har haft om noget helt random. Nogle gange fortryder jeg lige efter jeg har sagt det højt, andre gange kan jeg føle mig lidt klog. Det nok 50/50. Men ofte får jeg sygt gode svar tilbage og det er det bedste! Så jeg tænkte på øhm…:

– Om jeg mon kan blive sådan en, der planlægger min ferie i god tid? Vi besluttede forleden at vi gerne vil til Bornholm, men ALT er (selvfølgelig) booket og det der er tilbage er for dyrt for os. Hvad gør de voksne?

– Hvordan får andre (voksne) mennesker egentlig råd til, at tage på dyre ferier?

– Jeg er bange for, at vi om nogle år kun gider gøre ting vi helt selv har lyst til og som passer ind i vores individuelle livsprojekter. Er det ikke vigtigt nogle gange at gøre ting, selvom man ikke gider, fordi det skal man bare for at få et fællesskab til at fungere? Og så lade være med at tænke så meget, mærke efter og “tune ind på sin energi” hele tiden? Nogle jobs skal vel bare passes ikke? Og hvis man er utilfreds, kunne man så ikke organisere sig i stedet for at køre solo-show? Eller er det helt yt?

– Jeg synes kropspositivisme er en dejlig ting. Men jeg har tænkt over, om alt det kropsfokus også kan være med til at bekræfte ideen om, at hvordan man ser ud betyder MEGET? Kan man ikke bare have en krop og så måske være lidt neutral omkring den? Sådan hverken elske eller hade, men bare have en krop. Punktum?

– Hvordan kan kombinationen af Redbull, kondomer og 6 brunchæg, købt i 7-eleven kl. lort om natten give mening for nogen? Hvad skal det bruges til??? Er det bare så simpelt som Redbull = energi til at knalde hele (resten) af natten = derfor kondomer. Og derfor brug for æg til morgenmad? Det har jeg tænkt på, siden jeg stod bag den glade køber for ca. 14 dage siden. Især fordi hendes blik var så mystisk

6 XL brunchæg, redbull, kondomer og vidstnok også en babybite, den orkede jeg bare ikke at tegne.

“Hjertekvinder” og Den Instagramske Drøm

Arbejdsliv, Tanker

I går læste jeg en artikel på ATLAS, som var ret spændende. Den handler om hele bølgen på Instagram, af “hjertekvinder”, som har fokus på kropspositivisme, feminisme, selvkærlighed og hvordan man kan få succes og blive lykkelig ved at ændre sit mindset.

Først vil jeg lige sige, at jeg egentlig umiddelbart synes, at denne her “bølge” på Instagram og andre medier gør rigtig mange gode ting. Helt personligt kan jeg mærke, at det gør mig godt, at flere kvinder gør som det passer dem, viser hvad de vil og ikke giver en fuck. Jeg synes det er skønt med nogle kvinder, at spejle sig i, som ikke er bange for at sige deres mening højt, fylde, larme og både vise de stærke og sårbare sider – og især fokuserer på styrken i netop det sårbare. Så grundlæggende er jeg fan.

Men det er også altid helt vildt interessant, når nogle lige kaster et kritisk blik, på de ting der foregår. Og det synes jeg artiklen “Penge er bare en veninde, du ikke har mødt endnu”, gør virkelig godt!

This is fiction

I alt det her selvkærligheds-noget, skal vi nemlig huske, at der også kan være penge i de fortællinger, der bygges op på Instagram. Og personligt har jeg det sådan, at man altid skal være lidt kritisk, men ISÆR når der er penge på spil. Jeg siger ikke at folk nødvendigvis har onde hensigter, men jeg oplever, at noget af det der bliver delt med “kærlighed”, somme tider bliver endnu en lokken til forbrug, bare pakket ind i økologi, krystaller og selvkærlighed.

Noget andet, som Sigrid Kraglund Adamsson, der har skrevet artiklen, ramte hos mig, er det hun skriver om:

“en tillokkende fortælling om, hvordan penge fordeles: Hvis blot du virkelig ønsker dig at have penge, og synes du fortjener dem, så kan du også få dem. Så længe du er ren i hjertet og stærk i troen, så har du fortjent penge, og så skal de også nok komme.”

“This is a fiction”, står der også i artiklen.

Men hvad gør det ved os, at denne her fortælling florerer? Det her løfte om, at der findes noget andet og bedre, noget mere meningsfyldt end et almindeligt, hårdt lønarbejderjob? Påstanden er, at det er (endnu en ting), der får os til at fokusere på os selv og vores egen lykke. Og det kan jeg virkelig godt følge! Det kollektive ansvar går tabt og de folk, som er nødt til at arbejde, med eller uden kærlighed må sejle i deres egen sø, imens de ressourcestærke hopper fra og lever drømmen om at “Do what you love”.

Lønarbejderjob = en begrænsning?

Jeg tror en af grundene til, at jeg synes denne her artikel er rigtig interessant, er at den rammer lige ned i mine egne tanker om, hvad et godt arbejdsliv er. Jeg tror nemlig at fantasien om “at leve af at leve”, og at et almindeligt lønarbejderjob = en begrænsning for, at jeg kan udleve mit fulde potentiale, lever i mig i bedste velgående. Og jeg tror faktisk ikke, at den fantasi gør noget godt for mig. Hvad blev der af at være stolt af, at gå på arbejde og gøre noget godt for andre, selvom jobbet måske ikke lige 100% er en del af et slags selvrealiserings-projekt?

Jeg siger ikke at man ikke skal drømme stort og gøre det man brænder for, men jeg synes det er vigtigt at være kritisk overfor de her fortællinger og fantasier, som bygges op på de sociale medier. Og som nogen mennesker altså tjener gode penge på…

Læs hele artiklen her og del meget gerne jeres tanker omkring det, det kunne være spændende at høre, hvad andre tænker!

Illustration af Nina Dissing fra ATLAS.

Podcast anbefalinger

Anbefalinger, Kultur

Jeg kan rigtig godt lide podcasts og synes virkelig, at der findes mange gode. Men jeg er også lidt ved at løbe tør, så kunne ret godt bruge nogle nye anbefalinger. Jeg lytter til podcasts når jeg cykler til arbejde og når jeg går tur, hvilket jeg gør ret tit.

Her er et par gode podcasts, både nye og gamle:

Nattens Dronning: Podcast fra DR, som handler om Nattens Dronning, en kvindelig telefonstønner, som ringer rundt til klassiske slagtøjsspillere i københavn. I serien forsøger Thomas, at opklare hvem denne mystiske kvinde er. Det er ligeså skørt som det lyder, men den er simpelthen fortalt så godt at man virkelig bliver revet med. Find den her.

Rockhistorier: VIRKELIG en anbefalelsesværdig podcast, hvis man godt kan lide musik og gode historier. Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch er de vildeste musiknørder, som i hver episode præsenterer lækker rockmusik i ordets bredeste forstand. Hver gang er der er særligt tema, som musikken er valgt ud fra og mellem numrene fortæller de røverhistorier om nummeret, kunstneren, genren eller branchen generelt. Det er en imponerende viden de har. Lige nu hører jeg “Songs about summer”-afsnittet, de er så seje! Find Podcasten på Heatbeats hjemmeside her.

Lit Love: Jeg har også nævnt den tidligere her, da jeg skrev om, hvorfor jeg godt kan lide at læse, men Lit Love er en podcast hvor Marie Louise Tüxen inviterer forfattere ind til en snak om kærlighed. Ikke som eksperter på emnet som sådan, men mere som nogle personer, som er gode til at sætte ord på ting, på en spændende måde. Forfatterne er meget forskellige og jeg synes det giver nogle hyggelige, interessante og ærlige samtaler. Hun taler blandt andet med Line Knutzon, Niels Henning Falk Jensby og Caroline Albertine Minor. Find den her.

Kvinden med den tunge kuffert: Det er ved at være ret lang tid siden jeg hørte denne podcast fra Third Ear x Politiken, men jeg vender tit tilbage til den, når jeg taler med folk om podcasts. Synes virkelig den var god. Den handler om mysteriet om kvinden med den tunge kuffert, som rejser rundt i danmark og laver ravage på sin egen sære måde. Find den her.

Voksen ABC: Der er mange podcasts, som kredser omkring temaet at blive voksen. Det kan jeg egentlig meget godt lide, for det er noget jeg også selv kan bruge en del krudt på, at forholde mig til. I voksen ABC af Rachel Lewin Rukov og Cecilie Falgren Rubini gennemgås alfabetet med en snak om voksenord og voksenlivet. Især sæson 2 kan jeg godt lide. Der inviterer de nemlig gæster ind og det gør, at der kommer endnu flere perspektiver på det der voksenliv. Find den her.

Kendisraketten: Endnu en samtalepodcast, som især er hyggelig hvis man også kommer fra Aarhus og omegn. Sisse og Sanne fortæller ærligt, med dejlig Aarhusiansk dialekt, om deres vådeste drøm: at blive kendte. De taler med hinanden om at have (for) høje ambitioner, præstationsangst og svæve et spændende sted mellem mindreværd og storhedsvanvid. Deres stil er meget learning-by-doing, så vær klar på noget autentisk, som udvikler sig hen ad vejen. Den kan findes her.

Listen over podcasts kunne være meget længere, men resten må komme en anden dag. Og jeg tager meget gerne imod anbefalinger retur!

Selvkritikkens grimme ansigt

Tanker

Jeg husker det som om, at jeg var omkring 13 år da jeg første gang begyndte at forholde mig meget kritisk til min krop. Sikkert fordi den også i den periode begyndte at forandre sig meget. Små bryster havde jeg fået tidligt (og dem har jeg stadig), men der begyndte også at ske ting nede omkring lår, hofte og mave. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg kunne slet ikke lide det. Eller dvs. det jeg har lyst til at skrive om, er faktisk nogle tanker jeg har gjort mig de seneste par år, om hvorfor det mon blev sådan for mig.

Skønhed = point i livet

Jeg blev altid omtalt som en pæn pige. Drengene kunne godt lide mig og jeg fik rigtig ofte kommentarer og komplimenter omkring, hvordan jeg så ud. Det tror jeg førte til et meget stort fokus på mig selv, min krop og mit udseende. Og da det udseende og den lange tynde krop så begyndte at ændre sig, var det som om noget værdi blev taget fra mig (det lyder helt langt ude, men jeg tror altså der er noget om det).

Der er penge i lavt selvværd

Lige siden jeg var barn har jeg spejlet mig i industrier der kapitaliserer på folks (mit) lave selvværd aka skønhedsindustrien, modeindustrien og alle andre køb-denne-her-og-få-det-perfekte-liv-industrier. Shit det er vildt når man først har fået øjnene op for, hvor mange penge der er i, at folk render rundt og har det dårligt med sig selv. Og jeg kan ligeså godt bare tage udgangspunkt i mig selv, for jeg er et klassisk eksempel. Trods min relativt veludviklede kritiske sans, kan jeg få en helt ustyrlig trang til at købe ting, fordi en stemme indeni mig siger, at det vil gøre alting lidt bedre. Cremen der fjerner mine bumser, shampooen der giver mit hår ekstra shine, kjolen der får mig til at ligne en drøm…. Rækken af ting jeg kan få lyst til at købe er endeløs. Det er en gammel sang, men det virker jo bare ikke i længden vel. Fordi det jeg drømmer om er ikke ekstra shine eller en kjole mere, det er jo bare at være glad og have det rart. Og det har jeg heldigvis også lige fortiden blandt andet fordi…

En lille tegning af en glad kvinde jeg lavede forleden.

Jeg gider ikke det pis mere

Bevidstheden om de to punkter har gjort en stor forskel for mig. Da jeg først fik de her tanker og begyndte at tale med folk om det, blev jeg først meget sur og “fuck the system”-agtigt. Og så begyndte jeg at omdanne den vrede til et “det pis gider jeg faktisk ikke være med til” oveni mit eget hoved. Altså ikke noget med systemet, men noget med inde i mig selv. For mig har kombinationen af at placere noget “skyld” derude og samtidig selv at tage kontrol over, hvilke tanker jeg vil lade fylde været virkelig god. Dvs. at på de dage, hvor selvkritikken er altoverskyggende og jeg bare føler mig grim, dum og forkert, forstår jeg godt mig selv, for det er sgu hårde odds jeg er oppe imod. Men når selvkritikken viser sit grimme ansigt, på de gode dage, tænker jeg på, hvem der har plantet den tanke om forkerthed hos mig, giver den en visuel fuckfinger og bruger min energi på noget andet.

Og så tænker jeg på, at jeg ikke kun giver en fuckfinger på mine egne vegne, men også på vegne af de tusindevis af andre kvinder, som kæmper med selvværdet. Jeg kan godt lide at tænke på, at jeg gør mit (nogle dage mere end andre), for ikke at reproducere det uproportionalt store fokus på vores egen krop og udseende.

Det er jo såden noget her, som kan gøre mig rigtig glad ❤

Ejgil pas nu på damen!

Tanker

I dag har været en god dag. Det er simpelthen en kæmpe luksus “kun” at arbejde 30 timer om ugen, når vejret beslutter sig for at opføre sig så pænt. Og fordi mit arbejde ligger hvor det gør, kunne jeg kl. 14 stemple ud og cykle 5 min til nærmeste lille plet strand. Jeg lagde mig på tæppet med min bog (er i øjeblikket i gang med “Det store hus” af Nicole Krauss), smed overdelen #freethenipples og præsterede kun at rejse mig en enkelt gang i løbet af de to timer jeg lå der, og det var for at køle af i vandet (eller måske var det fordi jeg skulle tisse og der var kortere til vandet end til toilettet…). Hold kæft det var en god eftermiddag!

Der var også rigtig mange familier, med små børn rundt omkring mig. Det kan godt være lidt stramt nogle gange, med larm og de andre ting, som børn kan finde på at lave, når de er på stranden. Men denne her gang, var det faktisk ikke børnene der fyldte, det var deres forældre. “Sofia ikke løbe her”, “Hold nu fast med begge hænder siger jeg”, “Nej ikke ned i sandet”, “Pas nu på I ikke sprøjter”, “Sofus ikke så vildt nu”, “Ejgil pas nu på damen!” (damen var mig og Ejgil var ikke i nærheden af at røre mig..) De havde så travlt med at fortælle deres børn alle de ting de IKKE måtte.

Og det ville sådan set være en rigtig dejlig gestus, hvis deres børn rent faktisk opførte sig som nogle møgunger. Men det gjorde de bare ikke. Men det var som om forældrene var så bange for, at deres børn kom til at opføre sig som, ja børn og fx glemme at tænke på damen på tæppet midt i deres leg. Men jeg lader mig altså gerne inddrage i en ufrivillig vandkamp et øjeblik, hvis jeg til gengæld slipper for at høre på forældre, der har så travlt med at irettesætte deres børn. Det er sikkert tusinde gange lettere sagt end gjort, men slap nu af! Er jeg den eneste, som nogle gange synes, at forældrene kan fylde mere end deres børn sommetider?

Ps. Dagen sluttede med at jeg fik en astronaut is med to røde vingummier i. WIN!

Et gammelt foto jeg tog, af et foto i et Elephant magasin jeg har derhjemme.

Hvorfor jeg godt kan lide at læse

Anbefalinger, Kultur, Tanker

Det lå ikke rigtigt i kortene, at jeg skulle ende med at arbejde med litteratur, som jeg på en måde gør nu. Men jeg har altid elsket at læse, så lige nu giver det god mening for mig. Jeg er ikke uddannet indenfor litteratur og mit forhold til det er meget lystbetonet. Ikke så meget med at analysere frem og tilbage, men mere bare en masse gode læseoplevelser. Men jeg kan rigtig godt lide at tale med folk om bøger og hvorfor litteratur er så fedt. Her er nogle af grundene til, hvorfor jeg godt kan lide at læse:

1. Når jeg læser skønlitteratur er det som om, at jeg kan få lov til at leve mange forskellige liv. Også liv som aldrig ville gå i virkeligheden.
2. Forfattere er gode til at sætte ord på noget af det, som er svært af forstå og forklare og det kan være så rart. Er ret vild med denne her podcast, hvor Marie Louise Tüxen taler om kærlighed med forskellige forfattere. Hun siger i introen at forfattere jo ikke nødvendigvis ved mere om kærlighed, end andre mennsker. Men de er ofte bare bedre til at sætte ord på det. Og det tror jeg hun har ret i!
3. Jeg lærer om andre mennsker når jeg læser og forstår bedre, når folk er på en anden måde i verden end mig. Man kan nemlig læse sig til empati. Læs fx Zetlands gode artikel her, om hvordan Syddansk Universitet gør det obligatorisk for medicinstuderende at læse skønlitteratur.
4. Jeg slapper af når jeg læser, på en helt anden måde end når jeg ser fjernsyn (som jeg også elsker).
5. Gode bøger vækker følelser i mig, så jeg kommer til at kende mig selv bedre. Da jeg læste “Noget om Vitus” af Sigurd Hartkorn Plaetner græd jeg meget, fordi jeg blev så rørt. Blev faktisk nødt til at holde en pause på et tidspunkt, fordi det blev for meget. Da jeg læste “Absurdistan” af Gary Shteyngart kan jeg huske at jeg grinte ret meget. Og når jeg læser “Det jeg elskede” af Siri Hustvedt (som jeg tror er min yndlingsbog), får jeg kuldegysninger og der er også et sted i bogen hvor jeg snøfter hver gang, også selvom jeg har læst det mange gange før. Det synes jeg er vildt!

Er sikker på at jeg kunne komme på endnu flere gode grunde, og jeg ville ønske at alle kunne have et rart forhold til at læse. Men det der jo lidt er hagen ved de bøger, er at det tager tid og man kan ikke lave andre ting samtidig (også det jeg elsker dem for).

Kan huske at jeg en gang læste en side i en bog på samme tid, som min ekskæreste, som ikke var den store læser. Da det gik op for mig, hvor langsomt han læste forstod jeg bedre, hvorfor han altid gik død i bøgerne. At læse er noget man kan træne og skal vænne sig til, og det går op og ned i perioder. Jeg er næsten altid i gang med en bog, men det svinger meget hvor hurtigt den bliver læst. Om sommeren læser jeg ofte mere end jeg plejer og nogle gange tænker jeg på, om det også er en af grundene til, at jeg ofte er mere afslappet og i bedre humør om sommeren?

Et par gode bøger.

Noget om et job og et andet job

Arbejdsliv, Tanker

Forleden tog jeg en lidt svær beslutning. Noget med et job og et andet job, og en hel masse overvejelser i forbindelse med det. Det med de to jobs har hængt i luften i en måneds tid og i den forbindelse har jeg gjort mig en hel masse tanker i retningen af karriere, ambitioner, drømme, familie, børn, det gode liv og at jonglere det hele på en måde der er rigtig for mig.

Det der med karrieren synes jeg bare er rigtig svært. Jeg føler mig rimelig 50/50 hyggemoster og boss-lady. Altså jeg rummer begge dele, men det er som om, at de to ikke helt kan blive enige om, hvem der må fylde mest og hvem der er mest berettigede til at bo i mig. Allerhelst vil jeg jo gerne leve et liv, hvor hyggemoster og boss-lady lever fredeligt med hinanden i stedet for at slås, som de ofte gør i mig.

Hvordan skruer jeg et liv sammen, som giver plads til ambitioner og lysten til at skabe og forandre, men som samtidig passer til mit rimelig rolige gemyt, der ikke gider flyde med stress-og-jag-bølgen?

Jeg snakkede med en veninde forleden, om nogle undersøgelser, som viser, at det vidst er meget typisk for vores generation. At vi ikke gider noget bull-shit og vi kræver et arbejdsliv, som stemmer overens med vores værdier og som har respekt for den famøse work-life-balance.

So far har jeg valgt at opprioritere det rolige, fordi der ærligt talt har været rimelig meget fart over feltet indtil nu. Så nu er jeg tilbage til et job og ikke mere noget med et andet job. Det føles rigtig rart for nu. Jeg nyder tid til fordybelse (heraf denne form for “platform” eller hvad man skal kalde det), afslapning og træner min evne til at lytte til lyst frem for burde.

Måske sadler jeg om en dag og sætter mig op på den hurtigere hest. Til den tid håber jeg, at hyggemoster og boss-lady er blevet bedre venner. Eller måske er det mit syn på og måden at tale om de to, som trænger til en revision. Det må jeg se på en anden dag.

Hyggemoster